Vi har brugt en milliard år på at øve os i at splitte og dele. Splitte jorden. Splitte hinanden. Splitte os selv.
Det starter indefra. Fordi det er sådan hjernen fungerer. Det har evolutionen lagt ind i vores Reptilhjerne for at give os evnen til at skille ven fra fjende og dermed sikre artens overlevelse.
Hvis musen f. eks. sidder ude på marken og ser en rovfugl lige over sig, vil det nok være bedst hvis den indenfor et meget kort tidsrum, kunne afgøre om det er en ven eller en fjende der flyver rundt der oppe.
Det er en grundlæggende overlevelsesmekanisme.
Selv om vi i dag ikke længere har brug for den evne, bruger vi den alligevel det meste af vores tid.
Vi deler jorden. Vi deler hinanden. Vi deler os selv. I gode eller dårlige. Dem dem os. Mig eller dig. Rig eller fattig, osv.
Men vi er efterhånden et par stykker der har erfaret effekten af at hele i stedet for at dele. I forsøget på at ‘skære det fra’ i vores tilværelse som vi ikke kan lide – som regel ved at fordømme det, afskærer vi samtidig en negativ del af os selv. En del som vi tror skader os. En del som vi ikke kan lide.
Vi tror stadig på, at vi kan skære en del af os selv væk ved, at tage afstand fra den, ved at fornægte den, ved at dømme den ude.
Vi tror stadig at vi bliver lykkeligere, hvis vi bare lige kunne komme af med de vantro. Eller mexikanerne. Eller jøderne. Eller dem der ser anderledes på mine værdier end jeg selv gør. Eller dem jeg er uenige med. Eller alle dem der er dumme. Eller alle de der er efter mig. Eller alle de homosexuelle. Eller chefen, Eller kommunen. Osv. osv. osv…
Vi er så indfanget af denne måde at tænke og agere på, at vi slet ikke kan se at det ikke virker længere!
Og at det aldrig mere kommer til at virke.
Alligevel bliver vi ved.
Vores hjerne i dag ER udviklet så meget, at vi kan bruge den på en anden måde end til at så splittelse. Men som tidligere i evolutionen, kan en ny hjerne godt være færdigudviklet, uden at vi rent faktisk bruger den.
Lykke kommer IKKE af at skære det fra, som jeg ikke kan lide. Det som truer mine holdninger. Lykken kan IKKE findes i enkeltdele. Jo mere vi frygter og fordømmer det der er anderledes, jo mindre lykkelige bliver vi.
Lykken kommer først når vi opdager at den urgamle strategi er forældet. Når vi dropper splittelsen og vælger helheden. Når vi accepterer at andre har lov til at være anderledes og at tænke anderledes – UDEN AT JEG FØLER MIG TRUET! Og uden at jeg går i forsvar.
Først når vi accepterer, at vi også selv har nogle negative og destruktive sider og begynder at inddrage dem i vores egen personlige helhed, kan vi blive lykkelige.
Halve mennesker kan IKKE være HELT lykkelige!
At acceptere sine egne negative sider – og dem har vi allesammen uden undtagelse, er det vi kalder at acceptere os selv. At acceptere vores egne negative sider har den vilde effekt, at det negative bliver transformeret til noget positivt. Både inden i os selv og ude i verden! Prøv det! Hvis du tør tage skridtet ud af komfortzonen, ud i det ukendte og gør noget andet end at køre de gamle virkningsløse strategier af.
Belønningen for at acceptere/elske sig selv er enkel. Du bliver mere og mere lykkelig i takt med at du tager ansvaret for dig selv. Du bliver ikke lykkelig ved at kaste ansvaret fra dig og give andre skylden for, at du ikke er lykkelig. Det virker ganske enkelt ikke.
Og vi leder jo nok allesammen i et eller andet omfang efter lykken! I den næste løncheck. I en større bil. Eller når jeg får en større lejlighed. Eller når jeg finder drømmekæresten. Eller når jeg får et bedre job. Eller når jeg finder min Soulmate…
Men den lykke der er permanent, kommer ikke ude fra som nogen eller noget der skal frelse os fra vores besvær eller vores lidelser.
Lykken kommer ved at acceptere alle dele af dig selv i stedet for kun nogle af dem.
Og hvis du er ihærdig med det projekt, kan det være at du en dag forbinder dig selv med den kilde af lykke og kærlighed som universet har gemt til dig. Det er eksplosivt og du skal selv tage de første 999 skridt!
Mit eget skridt nr. 1000 er bedst beskrevet med et stykke musik: Resurrection hvor den højeste tone sidst i stykket ‘rammer himlen’ og markerer kontakten til den forbindelse vi allesammen har til hinanden. Det bånd der binder os ALLESAMMEN sammen.
Over and out. Jeg skal i gang med skridt nr. 1002…
Læs Mandebogen her!