De sidste ca. 10-15 år her i landet har der været en undergrundsbevægelse af scorekurser der har uddannet en stor portion såkaldte Pick Up Artists. Dvs. mænd der lærer hvordan man kan score en kvinde.
Kunsten er ret simpel. Nogle kloge hoveder har studeret hvordan succesrige alfahanner gør og har kortlagt deres strategier ved, at træne på kvinder ude i byens natteliv. Hvis du er interesseret i at lære mere om det, er der tusindvis af demoer på YouTube. Der er en håndfuld ting du SKAL gøre og en håndfuld ting du absolut skal lade være med. Hvis du har nogle attraktive single veninder på Facebook eller kigger lidt i single grupperne, kan du iagttage hvordan mænd der er uvidende om scorekunsten jokker i spinaten. Det er tåkrummende underholdende.
Og score strategierne virker. De virker endda bedre for mænd der lærer dem ud fra en manglende viden om hvordan man gør, end de gør for de alfahanner de er kopieret fra, fordi de bliver ved med at eksperimentere og optimere for at få bedre resultater. De mænd har udviklet deres helt eget sprog. BT betyder f.eks. Buying Temperature og angiver den fysiske tiltrækning mellem HB og PUA. Og HB betyder Hot Babe! DHV betyder Demonstrate Higher Value (en teknik). Der er også et udtryk der hedder HM. Harem Management og det kan i jo selv gætte lidt på!
Strategierne som der er rigtig mange af, kører på nogle faktorer vi efterhånden ved at kvinder gerne vil have – helt enkelt fordi de mangler det selv! Og når de så møder en mand der antyder, at han har det de mangler, sker der en instinktiv tænding. Det er simpel købmandshandel. Og vi ved det ikke. Eller kvinderne ved det ikke. For de mænd der har været på scorekursus ved det! NLP (Neuro Linguistisk Programmering) er en vigtig bestanddel af mandens adfærd når han går i byen. En af de aller dygtigste kalder sig faktisk Hypnotica!
Vi er alle sammen halve mennesker og vi har alle sammen nogle behov. Nogle af vores behov kender vi, men mange af dem er faktisk ikke bevidste. Og når manden så kan spille det overskudsspil der hedder ‘Jeg har det du har brug for’, begynder kvinden at tænde. Hvis han ikke fra starten forstår at være interessant, har han ikke en chance. Og det svære er så at sige det uden at sige noget. En salgstale virker nemlig ikke. Men en adfærd der indirekte kommunikerer budskabet virker! Lige som flirt!
Biologisk set vil næsten alle halve kvinder gerne have en mand der (tilsyneladende) er stærk og kraftfuld, har overskud og status i form af økonomi, materiel velstand, godt job og styr på alt. En forsørger eller beskytter. En der leverer varen osv. Det vil sige et parforhold med en på forhånd fastsat rollefordeling og ve den som afviger som afviger fra sin rolle, for så ryger forholdet.
Det er ude af balance allerede fra starten – det virkede for længe siden, men det gør det ikke mere.
Det behøver en mand i virkeligheden slet ikke. Han skal bare lære at spille spillet (danse parringsdansen), så falder kvinderne for ham. Også selv om de tror de ikke gør! Og her er der ikke forskel på Pick Up Artistens bevidste manipulering og alfahannens ubevidste manipulering. Jeg har endnu ikke mødt en kvinde der ikke gerne ville være jagtens objekt eller på en kraftfuld og sikker måde have benene fejet væk under sig.
Manipulation af og med halve mennesker har et formål der er baseret i Egoet. Hvad kan JEG få ud af det her!
Alt det her kan man selvfølgelig ikke basere et langvarigt forhold på og jeg har da heller ikke set nogle endnu, der har varet mere end fire måneder. Faktisk er en enkelt nat mere normalt. Og det kan selvfølgelig være ganske udmærket.
Hvis vi lige skal have de Integrale farver med for de som er interesserede, så virker disse scoreteknikker perfekt til og med den Grønne farve. De virker dog også, hvis den kvinde du forsøger at score befinder sig på Blågrøn, men har nogle indlejringer længere nede. Dvs. ubearbejdet stof på de første seks farver.
Dilemmaet er så at jeg på den ene side har svært ved at forstå, at de fleste kvinder er så skrækindjagende nemme at manipulere med (Jo det er de!) og på den anden side må erkende, at hvis man ikke gør det forbliver man med stor sandsynlighed single!
Men hva’ så…?
Der er masser af mænd der gerne vil manipulere en kvinde med hjem i soveværelset, men flere og flere mænd vågner op til det faktum at en ligeværdig partner er uforeneligt med manipulation og faste rollefordelinger! Både kvinden og manden skal gå ind i forholdet af egen fri vilje. Det skal være autentisk. Uden den adfærd og manipulation der trykker på kvindens indre Attraction knap. Uden at der er behov for en bestemt og på forhånd planlagt adfærd. Uden at hun skal ‘overbevises’ af at manden spiller en ganske bestemt rolle, der kan få hende til at føle sig tiltrukket. De kvinder er sjældne. Fordi de er mere hele mennesker. Og netop fordi de har taget sig selv alvorligt og udviklet og integreret mange af deres skyggesider, kan de ikke manipuleres som halve mennesker kan!
Set fra de Integrale farver taler vi her om Blågrøn og Turkis – uden de store indlejringer og efterslæb på de underliggende farver.
Jeg kender kun få mænd som har fundet sådan en kvinde. En af dem bor i USA og han beskrev at han med sine sædvanlige rutiner, som han havde trænet til det sublime i 15 år og undervist andre i, havde forsøgt sig med en helt usandsynlig smuk kvinde og hun stod bare helt stille og kiggede på ham på en måde så han følte, at hun faktisk så direkte ind i ham og fik øje på noget mere ægte. Det eneste hun sagde var: What the fuck are you doing?
Busted, afsløret og fuldstændig klar over at her havde han mødt en meget usædvanlig kvinde. De er nu gift og har en datter.
Sagen er nemlig at en kvinde – også en mand for den sags skyld, der har integreret det maskuline med det feminine, har muligheden for at være meget mere nærværende og til stede end mennesker der kun er halve. Derfor er det meget sværere at spille komedie eller skjule sig for sådan et menneske.
Her handler forholdet om hvad VI kan få ud af det eller endnu bedre, hvad kan vi kultivere SAMMEN og give videre til verden!
Er der noget i vejen for at vi som mennesker begynder at udvikle os hen i retning af at være mere autentiske og mere til stede? Og når jeg siger til stede mener jeg selvfølgelig til stede i hjertet. Der hvor vi er ægte. Der hvor vi ikke har behov for at manipulere eller at blive manipuleret. Der hvor vi ikke skal opretholde et skuespil for at skabe tiltrækning.
Kan det ikke lade sig gøre at mødes som ligeværdige partnere? Uden spil og uden masker? Hvis vi er ærlige ved vi jo godt at alle mennesker kan være både sure, glade, vrede, triste, bange, oppe og nede. Vi har mange sider. Ikke kun nogle der ‘sælger’, men også nogle der ikke ‘sælger’. Skal det absolut være en jæger og en jaget? Eller kan det være et ligeværdigt møde?
Selv synes jeg at en kvindes nærvær er det absolut mest sexede hun kan stille op med. Fordi i nærværet er der også plads til og accept af, at vi alle har både positive og negative sider og fordi vi i nærværet forstår at hjælpe og spejle hinanden, så vi hver især kan få has på vores egne indre dæmoner – store som små. Og det er præcis her vi udvikler parforholdet og kærlighedsevnen. Videre til uanede højder.
Tør du møde en der kan gennemskue dig? Se gennem din facade? En du ikke kan skjule dig for? En der præsenterer dig for dig selv?