Denne verden er skabt og ledet af ekstroverte mennesker. Mennesker der er udadvendte og handlende. Kig bare på jobannoncerne. Du skal være dynamisk, kunne have mange bolde i luften og have gennemslagskraft. Du skal være udadvendt og opsøgende. Proaktiv. Eller kig på de der sidder i folketinget. Store ambitioner kræver meget energi og megen handling.

Introverte finder job som bogholdere, kontormedhjælpere, revisorer, kirketjenere, kunstnere og måske endda som professor på et fjernt kontor på universitetet. Introverte bliver næppe sælgere og hvis de kommer til at stå i en butik hvor der kommer masser af kunder hver dag, så ryger energien. Helt.

I gamle dage måtte kun kvinder være introverte, men i disse ligestillingstider skal de også helst være noget ekstroverte. Verden er lavet af ekstroverte. For ekstroverte.

At være introvert og have et arbejde der kræver udadvendthed, f.eks. kontakt med mange mennesker hver dag, er drænende. Det kan være så drænende at når vi kommer hjem fra arbejde, slukker vi for telefonen og låser døren. Hænger foran fjernsynet, begraver os i en bog eller fordyber os i noget kreativt. På samme måde kan vi få en hel week-end til at gå med ikke at skulle lave noget. Kun slappe af, nyde stilheden og komme til hægterne efter en energikrævende indsats.

Den slags er ikke altid lige velset hvis man er ekstrovert. Vi får nemlig nemt betegnelserne doven og asocial. At leve i en verden hvor der er pres på for at skulle præstere, er langsomt selvmord for en introvert. Vi er ikke gode til at have flere bolde i luften. Vi vil helst kunne fordybe os i en enkelt ting ad gangen. Og helst i vores eget tempo. Ellers bliver vi stressede.

Vi er nemme at såre og vi tager tingene langt ind. Vi kan ikke bare ryste en ubehagelig oplevelse af os. Vi er nødt til at bearbejde den.

Som introvert kan vi ikke tage til tre familiefester indenfor den samme uge. Vi ville kollapse og skulle bruge mange dage i stilhed og pyamas, før vi er funktionsduelige igen. Vi kan sagtens være udadvendte, sociale og underholdende, men vi når hurtigere en grænse, hvor vi skal trække os for igen at lade op. Vi kan godt være ekstroverte under kontrollerede forhold. Vi skal bare have mulighed for en exit, når energiniveauet falder.

Når vi tager en beslutning, er den ikke kun baseret på logik. Vi forsøger at tage beslutninger på baggrund af vores værdier og hvad vi kan stå inde for energimæssigt.

Vi lever i en verden hvor social etikette er designet af ekstroverte. Når vi afslår en invitation, sætter en grænse for os selv eller går tidligt fra festen, bliver vi nemt betragtet som asociale, uhøflige og egoister. For mange introverte kan det være forbundet med skyld, fordi vi kan mærke folks alt for store forventninger til vores deltagelse.

Som introvert orker vi ikke at diskutere eller argumentere ret meget. Vi vil meget gerne tale sammen og udveksle på dybe følelsesmæssige niveauer, men vi har ikke den samme gennemslagskraft som en ekstrovert, så de får tit ret. Argumentation foregår ofte på den ekstrovertes præmisser. Som introverte har vi nemlig sjældent energien til en debat, der alligevel ikke inddrager vores behov. En extrovert kan lægge så meget energi i diskusionen, at han kan ‘få ret’ alene pga. den overbevisende kraft han udviser. Og som introvert resignerer man bare. Trækker sig. Kan ikke bruge energien på en snak der alligevel ikke har plads til et anderledes verdenssyn.

Helt anderledes er det hvis snakken er ligeværdig og samtalen kan fordybe sig. Det er faktisk et ret godt sted for os at finde energi.

Ekstroverte har det med at kræve det samme af introverte som de ville kræve af sig selv. De måler andre med samme målestok som sig selv. Men vi er så forskellige. Introverte forstår let hinanden og vi forstår også hvordan det er at være ekstrovert, men jeg mangler endnu at møde en ekstrovert der inderligt forstår hvordan det er at være introvert, inden de disker op med 50 forslag til hvordan jeg kan blive mere ekstrovert. Altså hvordan jeg kan blive som dem.

Det der giver en ekstrovert energi, er det samme som det der dræner en introvert!

Det der giver en introvert energi, er det samme som det der dræner en ekstrovert!

Læs Mandebogen her!

 

Som introverte drømmer vi meget om at hvis vi skal deltage i verden, skal den ikke drøne afsted med 200 km. i timen. Vi drømmer om fred og om at kunne være i fred. Når vi skal på arbejde, skal det være et sted hvor der er fred og ro. Ikke for mange mennesker og ikke nogen larm. Gerne på deltid. Vores kolleger må meget gerne også være introverte. Vi drømmer om tid til fordybelse og vi har et stort behov for det.

Hvis vi er meget introverte kan vi næppe få et parforhold til at fungere med en meget ekstrovert. Det bedste vil være at være at have en kæreste der også er introvert. Vi har ikke energi nok til at skulle op i samme tempo som en ekstrovert. Vi har heller ikke energi nok til at diskutere alting – med mindre der er en ægte accept til stede. Skænderier er ødelæggende og vi forlader forhold, hvor vi bliver tromlet af en ekstrovert kæreste. Det vil blive os der skal ‘rette ind’ fordi vi ikke orker at tage til genmæle.

Vi har ikke brug for en masse mennesker omkring os og vi elsker at være alene. Vi keder os aldrig. Vi kan sagtens få en hel week-end til at gå med ikke at tage telefonen. Vi er vilde med at lukke os inde en hel dag med god the og en plade god chokolade. Måske en god bog eller en film. Jeg havde engang en introvert nørdekollega, der havde siddet helt alene i et fyrtårn ude på Grønlands kyst, hvor han fik besøg en gang om ugen. I fem år! Og Nej. Han var ikke mærkelig. Bare introvert.

Our culture made a virtue of living only as extroverts. We discouraged the inner journey, the quest for a center. So we lost our center and have to find it again.” – Anaïs Nin

Test din personlighedstype her.

Click to rate this post!
[Total: 0 Average: 0]