≡ Menu

Er der nogen der ser dig som du virkelig er?

HeartJeg havde levet et halvt liv med en længsel som jeg slet ikke var klar over at jeg havde. Jeg vidste ikke hvor meget det faktisk betød for min egen healingsproces at blive set. Altså set bag facaden. Selv om jeg var vant til at prøve, at se mig selv dybt i kortene og brugte megen tid på selvudvikling og meditation, var jeg ikke klar over betydningen af at blive set – set inderligt og dybt.

Nu er det er heller ikke hvem som helst der bare kan komme anstigende og kigge mig dybt ind i hjertet. Det er nødt til at være en jeg har tillid til. Og ikke bare tillid, men MEGET tillid! Det krævede nok også at jeg på en eller anden måde var klar til det. At jeg turde det. At jeg havde modet til at lukke en anden ind.

Vi har allesammen en facade og det er der sådan set ikke noget i vejen med. Det der er galt er, at vi ikke er klar over at vi render rundt med den facade. Vi er ikke klar over, at der er nogen inde bag facaden. En som vi gemmer væk og som vi er bange for at vise frem – fordi vi tidligere har fået knubs og er blevet afvist.

At blive set for at være den vi virkelig er på et dybere plan, har en stærkt healende effekt, på de sår vi har fået gennem livet. Og for mit vedkommende blev det også til en åbning ind til noget nyt. Jeg opdagede en ny del af mig selv som var helt jomfruelig og samtidig så åben, at jeg mistede store dele af sproget når jeg var der. Og det er en befrielse ikke at skulle tænke og bare opleve både sig selv og verden uden den kværn der egentlig bare gentager sig selv hele tiden.

Det blev også en åbning ind til noget meget overraskende. Noget som vi normalt har glemt. Fordi vi pakker hjertet ned når vi forsøger at beskytte os selv mod ‘den onde verden’. Faktisk havde jeg bygget tykke mure op omkring mig for, at holde folk væk fra mit hjerte.

Men så en dag blev jeg set. Gennemskuet. Af en der ikke var interesseret i muren, men i hvad der var bag den. Så muren faldt. Den holdt op med at beskytte mig. Mod andre og mod… noget langt større end dig og mig. Det var der jeg opdagede, at der er uendelig meget kærlighed i denne verden – som vi lukker af for. Der er så meget, at der er mere end nok til alle mennesker i hele universet. I al evighed.

Og når vi så lukker af for den kærlighed og glemmer at vi har adgang til den, bilder vi os ind at vi skal have den fra en kæreste i stedet for. Og så starter balladen. Fordi kæresten har gjort nøjagtig det samme og mangler også kærlighed.

Så længe vi tror vi skal have kærligheden fra en kæreste, opfører vi os som fluen der bestandig banker panden mod vinduet, igen og igen i et forsøg på at nå lyset. Og den dør uden at nå det.

Det gør vi også.

Med mindre vi opdager hvad vi har gang i og i stedet laver en aftale om at UDVIKLE kærligheden fremfor at HANDLE med den (hvis jeg får to kilo kærlighed om ugen af dig, så får du også 2 kilo af mig). Vi handler nemlig ikke med kærligheden alligevel. Vi handler med vores underskud. Det svarer til at låne penge for at betale sin gæld. Det virker ikke.

Det at se ind bag facaden kræver hjerte og nærvær. Faktisk en hel del. Der er mennesker der tror de ser ind i andre og kan gennemskue dem, men der er oftest tale om projektioner, hvor man blot bilder sig ind at man ser andre. Man ser oftest mest sig selv.

Det stopper når vi ser med hjertet. Så ser vi mere rent. Så bidrager vi til hinandens udvikling. Og så får vi mere kærlighed.

At se andre vågent fra hjertet er en af de største kærlighedshandlinger vi kan give hinanden.

Er der nogen der ser dig for det du VIRKELIG er?

Er der nogen der VIRKELIG ser dig?

Comments on this entry are closed.